#Jul i Hamborg: Cool, kreativ – og digital
Med sine 15 julemarkeder med bl.a. historisk, digitalt og frivolt præg forvandles Hamborg til Tysklands julehovedstad nummer et fra 21. november til 30. december.
Urban Christmas: Røde julehuer vipper i takt til Ariana Grandes “Santa Tell Me“, den økologiske gløgg udsender en dejlig krydret duft mens billeder af rensdyrs-burgeren hurtigt bliver postet på de sociale medier. Smykker lavet af gamle skateboards eller tov går som varmt brød. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Hamborg i år går helt nye (jule)-veje: Byens i alt 15 julemarkeder kan sammenfattes under følgende overskrifter: De er cool og moderne, nostalgiske og romantiske eller kreative og trendy – alt efter hvor i byen de befinder sig. Hamborg har simpelthen det største udbud af julemarkeder, og det ikke kun i Tyskland.
15 julemarkeder i Hamborgs midtby
Sammenlignet med klassiske tyske julemarkeder i f.eks. Nürnberg eller München har Hamborg endnu ikke mange år på bagen som julemarked-destination. Det hele begyndte for 15 år siden, men det er ikke for meget sagt at Hamborgs betydning som juleby vokser støt år for år, og det kan bl.a. ses på besøgstallene: ca. 6 mio. på årsbasis. Hamborg har noget, som andre julebyer ikke har, nemlig 15 vidt forskellige julemarkeder, der har udviklet deres helt egen profil.
Klassikerne er mondæne eller nostalgiske
Når lysene på den store julegran midt ude i Alster-søen tændes den 21. november, er det også startskuddet for de fleste af byens julemarkeder, deriblandt det magiske ”Weiße Zauber“-marked på Jungfernstieg, hvor stilfulde hvide pagodeagtige telte og en unik lysiscenesættelse skaber en isdronningeagtig kulisse og en festlig champagnestemning. Udover champagne kan man naturligvis også få gløgg, æggepunch eller varm caipirinha. Et andet af byens mere stilfulde julemarkeder ligger i HafenCity ved Überseeboulevard og har byens vel nok flotteste bling-bling juletræ samt skøjtebane og stort lasershow med fyrværkeri den 26. november.
Holder man af at svælge i julenostalgi, er Roncallis historiske julemarked stedet. For foden af byens enorme rådhus faldbyder omkring 80 handlende, teltholdere og kunsthåndværkere deres varer, fra hattemageren over glaspusteren til laternemageren og ravsliberen. En liflig duft af friske honningkager og andre himmelske julegodter kildrer næsen i den såkaldte „Naschgasse“ (slikgyden), og for de helt små er der børnekarrusel fra de gyldne 1920´ere.
Christmas-party på St. Pauli
Cool, moderne og med en snert af ironi – det er opskriften på Santa Pauli, Hamborgs ”gejleste julemarked”. I det gamle sømandskvarter St. Pauli går jul og party hånd i hånd – inkl. stripshows om aftenen. På en scene foran Operettenhaus (”Winterdeck“) serveres lækre cocktails med navne som “Bordsteinschwalbe“ (hentydning til red light-distriktet) under svævende juletræer og med ilden buldrende i pejsen. Julebodernes repertoire rækker fra kunsthåndværk over fræk juletræspynt til dildoer af træ.
Endnu mere sexy julestemning kan opleves på ”Winter Pride“ i St. Georg, hvor byens bøsser og lesbiske præsenterer deres bud på et julemarked, og lad det være sagt med det samme: Det handler ikke om Jingle Bells, Oh Holy Night eller White Christmas. I stedet er der electropop for alle pengene med Kery Fay, Mundial (acappella-musik) og The Ukeboys.
kovarer i topklasse, vegansk jul og Holy Shit-shopping
Julen i Hamborg er alt andet end kedelig – og hvert år kommer der nye hippe trends. Aktuelt er det især fine “håndlavede“ gaver, der står højt i kurs og kan tjene som inspiration til egne kreationer. Og er de ikke håndlavede, så ser de i hvert fald sådan ud! Kreative julesjæle bør lægge vejen forbi Koppel 66 i St. Georg, hvor man altid kan gøre et godt kup. På julemessen (“Adventsmesse“) præsenterer omkring 40 kunsthåndværkere fra ind- og udland unika-kunst og usædvanligt design i weekenderne op til jul. Med “Do It Yourself“ (DIY) og bæredygtighed lokker det økologiske julemarked sine besøgende en tur til Gut Karlshöhe i Hamburg Bramfeld den 3. og 4. december.
Her kan man ud over vegansk mad og økologiske burgere bl.a. få genbrugssmykker, smarte filttøfler, futuristisk, soldrevet legetøj eller et monteringssæt til et mini-vindmølleanlæg. På Hammonia Veggie-julemarkedet den 26. og 27. november kan alle fans af en sund og alternativ jul hente den fornødne inspiration, og i byens store torvehal (”Großmarkthalle”) tilbydes udelukkende produkter uden dyriske indholdsstoffer.
Ved fare for at gå fuldstændig juleamok vil designfans valfarte til Hamborgs messehaller den 17. og 18. december, hvor unge designere, kunstnere og andre kreative bag ”Holy Shit Shopping”-arrangementet præsenterer mode, smykker, småmøbler, kunst og delikatesser.
Mere information om jul i Hamborg samt booking
Alle informationer om Hamborgs julemarkeder, der normalt finder sted fra 21. november til 30. december, og åbningstiderne findes på siden www.hamburg-travel.com/christmas, hvor man også kan booke en juletur og/eller et Hamborg-gavekort hos Hamburg Tourismus.
Service for medierne:
Online-newsroom for Hamborg: www.mediarelations.hamburg.de
Billed- og videomateriale: mediaserver.hamburg.de
Mere om Hamborg:
Du kan få mange flere tips om Hamborg direkte på nettet eller downloade dem på følgende links:
-
Internetside: hamburg-travel.com
-
Arrangementskalender: hamburg-tourism.de/veranstaltungen
-
Hamborg-app: hh-app.de
Mediekontakt:
Hamburg Tourismus GmbH
Julia Bankus
Abteilung Media Relations
Wexstraße 7, D-20355 Hamburg
Tlf.: +49(0)40 - 300 51 495
Fax: +49(0)40 - 300 51 333
E-mail: bankus@hamburg-tourismus.de
twitter: @hht_news
facebook: facebook.com/meinhamburg
instagram: instagram.com/mein_hamburg
Hamburg App: www.hh-app.de
PR-bureau:
northern lightstext&kommunikation GmbH
Adm. direktør: Reinhard Ilg
Kontaktpersoner: Christoph Schumann / Marion Martin
Oelkersallee 33, D-22769 Hamburg
tlf. +49-(0)40-43 21 51 10, fax +49-(0)40-41 16 95 04
presse@northernlights.de, www.northernlights.de/dk