Top 10 byer 2018: Kærlighedserklæring til Hamborg
Hamborg vækker begejstring hos en redaktør fra New York Times / Lonely Planet giver hansestaden en fjerdeplads på listen over byernes top 10 i 2018
Hamborg (HHT). Allerede i januar udnævnte New York Times Hamborg til et af de 52 steder i verden, man skal have set ("52 Places to Go"). Som eneste tyske destination kom den nordtyske metropol ind på listen og landede på en tiendeplads. Nu har en redaktør fra selvsamme avis så tilbragt en weekend i Hamborg i forbindelse med rejseserien "36 Hours" – og han kan næsten ikke få armene ned igen. Herudover har den populære rejseguide Lonely Planet tildelt Hamborg en fjerdeplads på listen over byernes top 10 i 2018.
Kærlighedserklæring fra New York
Redaktøren fra New York Times beskriver i sværmeriske vendinger Hamborg som et "fugtigt vidunder med et hav af arkitektoniske seværdigheder og restauranter og masser af kulturel charme". Blandt de 12 højdepunkter, som redaktøren har udset sig, er naturligvis byens nye vartegn, koncertbygningen Elbphilharmonie, som han fremstiller i nærmest digterisk form: "Et robust gammelt pakhus fungerer som fundament for en højtsvævende, riflet glasstruktur. Den kulminerer i en krone af tinder, der leder tanken hen på bølgende cirkustelte. Juxtapositionen af mursten og glas, gammelt og nyt, nærmest trygler om at blive set som en metafor for Hamborg i krydsfeltet mellem tradition og fornyelse". Ifølge redaktøren er Hamborg "en juvel fyldt med overraskelser, der blot venter på at blive opdaget".
Hamborg blandt top 5 rejsemålene for 2018
Den internationalt kendte rejseguide "Lonely Planet", der især er populær blandt individualister, uddeler også masser af komplimenter til Hamborg. I den nyeste udgave af bogen "Best in Travel 2018" er byen nemlig landet på en flot fjerdeplads. Hvert år kårer Lonely Planet 10 top byer, lande og regioner som de bedste og mest trendy steder at rejse til i det kommende år. Udover Elbphilharmonien fremhæver redaktionen især det faktum, at mange af byens seværdigheder ligger i gåafstand fra hinanden, bl.a. langs havnen og Elben, og at byens mange kirketårne fungerer som orienteringsmærker for den ikke stedkendte turist. Hamborgs natteliv hører utvivlsomt til "Europas bedste". I øvrigt indtager Sevilla (Spanien) førstepladsen på listen over de bedste byer for 2018, tæt fulgt af Detroit (Michigan, USA) og Canberra (Australien).
Modemæssigt helt fremme i skoene
Hamborg er ikke kun med i forreste række, når det gælder kultur og arkitektur. Byen er også helt fremme i skoene inden for modebranchen. Ifølge en aktuel undersøgelse foretaget af den kendte modeplatform Zalando står Hamborg til en andenplads efter München på listen over de mest elegante metropoler i Tyskland. I en international sammenligning lander hansestaden på plads 20. Det bedste resultat scorede byen inden for områderne "Modemetropol" (4,35/5 point) og "Renhed" (4,37/5 point).
Kilder og informationer:
New York Times: „36 Hours in Hamburg, Germany"
Lonely Planet: „Best in Travel 2018"
Medie service:
• Foto knyttet til redaktionelle formål finder du her>>
• Online newsroom for Hamburg: mediarelations.hamburg.de
Mere Hamburg:
Mange andre tips om Hamborg kan downloades direkte fra internettet på følgende links:
• Hjemmeside: www.hamburg-travel.com
• Kalender over events: www.hamburg-tourism.de/veranstaltungen
• Hamburg app: hh-app.de
Lidt om Hamburg Tourismus GmbH (HHT)
I 1989 blev Hamburg-Information GmbH og turistbureauet Hamburg e.V. lagt sammen til "Tourismus-Zentrale Hamburg GmbH" og senere, i 2002, omdøbt til "Hamburg Tourismus GmbH" (HHT). En af HHT´s hovedopgaver består i at markedsføre Hamborg som turistdestination i ind- og udlandet samt koordinere og samordne informationer, service- og turisttilbud o. lign. i Hamborg. Hele HHT´s virksomhedsstruktur, der bl.a. bygger på et netværk af samtlige erhvervsgrene, der har med turistudviklingen at gøre, fremhæves gerne som paradeeksempel i forbindelse med etablering af nye turistmarketingselskaber i Tyskland eller udlandet.
Mediekontakt: Hamburg Tourist Board Julia Bankus Afdelingen Media Relations Wexstraße 7, D-20355 Hamburg |
Phone: +49(0)40 - 300 51 495 Fax: +49(0)40 - 300 51 333 |